Udgør de genetiske ressourcer, der anvendes i landbruget, et offentligt gode?

Den landbrugsmæssige udnyttelse af en del af biodiversiteten (agrobiodiversitet) bygger på en begrænset andel af plantearter og på begrebet genetiske ressourcer (GR). Deres status (nationalt eller globalt offentligt gode kontra privat eller fælles gode) afhænger af de pågældende kategorier af GR, deres bevarelse (ex situ eller in situ) og de forvaltende aktører. I dag reguleres adgangen til vegetabilske GR af to internationale aftaler: Konventionen om biologisk mangfoldighed (Rio, 1992) og den internationale traktat (FAO, 2001). CBD placerer biodiversiteten under staternes suverænitet, idet disse har myndighed over den lovgivning, der gælder for landets GR, som er i forskellige aktørers besiddelse, samt over en ordning for kontraktbaseret adgang til ressourcen og fordeling af fordelene (APA). Derimod sikrer den internationale traktat en lettere adgang uden udelukkelse til de underskrivende landes genetiske ressourcer gennem en fælles multilateral aftale om overførsel af materiale. Denne traktat vedrører kun en begrænset del af den agrobiodiversitet, der hører til det offentlige domæne i staterne og i internationale centre såsom de internationale centre for landbrugsforskning (CIRA), og bidrager til anerkendelsen af disse genetiske ressourcer som globale offentlige goder. Endelig er der i øjeblikket drøftelser i gang om alle genetiske ressourcer i de tre riger (dyr, planter og mikroorganismer) under ledelse af FAO’s Kommission for Genetiske Ressourcer.